Byudvikling i Tjørring og Gullestrup

Der har været – og er fortsat – en enorm udvikling i vores område. Det er positivt, men det er vigtigt, at vi udvikler med omtanke. Vi har mistet butikker, men med de rette faciliteter – måske et lille centerområde – kan vi måske vende udviklingen og tiltrække både butikker samt små og mellemstore erhverv.

Parcelhusgrunde og udstykninger er afgørende for vores områdes udvikling, men de skal placeres fornuftigt. Der skal være plads til både boligområder, erhverv, landbrug og natur. Nedrivning og forskønnelse af gamle bygninger bør prioriteres, så vores byer fremstår pæne og indbydende.

Erhvervslivet i Tjørring/Gullestrup er stærkt, men vi mangler ledig erhvervsjord. Jeg vil arbejde for, at der planlægges og udlægges nye områder, så både eksisterende og nye virksomheder kan vokse i vores lokalområde. Et af de forhold, vi bør kigge på, er situationen for de virksomheder, der i dag er placeret langs den tosporede Holstebrovej, som skærer igennem Tjørring. Denne vej var tidligere en amtsvej, og derfor måtte der ikke bygges tættere på vejen, end vi ser i dag. Nu har vejen status som en almindelig kommunal vej. Derfor bør vi se på, om vi kan hjælpe disse virksomheder med at få mulighed for at udvide tættere på vejen. Mange kan nemlig ikke udvide under de nuværende regler, da de allerede har udnyttet byggeprocenten fuldt ud. Det ville være en skam at miste arbejdspladser i Tjørring, blot fordi virksomheder ikke kan udvide og derfor er nødt til at flytte til en anden del af kommunen – eller i værste fald helt ud af kommunen!